Spanielklubben Nordsjælland
Referat Generalforsamling 13-Januar-2026
Agenda/ Dagsorden
-
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Valg af stemmetællere
- Formandens beretning v/Dorthe Schultz-Larsen
- Kassereren fremlægger regnskabet v/ Amanda Schultz og Michael Hammerich
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af regions bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor
- Eventuelt
Start 19:00
- Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslår Michael Hammerich – Michael blev valgt
Generalforsamling er rettidigt indkaldt og blev erklæret lovlig
- Valg af referent
Michael Schousboe blev foreslået – Michael blev valgt
- Valg af stemmetællere
Michael Schultz-Larsen og Mads Jepsen blev valgt
- Formandens beretning
Dorthe Schultz-Larsen fremlagde årets beretning (Indsat nedenfor)
Formandsberetning – Spanielklubben Region Nordsjælland
Generalforsamling, 13. januar 2026
Endnu et år er gået i Spanielklubben Region Nordsjælland, fyldt med mange aktiviteter, oplevelser og hygge.
Vi har en, virkelig flot, meget aktiv og solid region.
Vi startede året med vintertræningen – alle søndage i februar og den første søndag i marts. Holdene fik udfordringer efter niveau. Der blev trænet i skov, på mark og i pil. Noget nyt i år var, at man kunne snuse til Nose Work sammen med Sarah Sjølin. Hun kom med skåle, bokse og kasser og hundene snusede igennem med stor entusiasme.
På den sidste vintertræningsdag afholdt vi Jægerforbundets grundfærdighedstest 1 og 2, dømt af Michael Worm fra Slangerup Jagtforening. Næsten alle kursister deltog – og de leverede flotte resultater og fik deres kritik med hjem.
Som altid sluttede vi hver træningsdag af med hygge omkring grillen. Vi spiste pølser, drak kaffe og fik kage. Til fastelavn slog vi katten af tønden – en kæmpe succes, med masser af grin og god stemning. Kursisterne roste vintertræningen for at være både spændende og udfordrende. Det giver os noget at bygge videre på til planlægningen for 2026.
Hen over julen og januar fik vi flere henvendelser om hvalpetræning. Derfor afholdt vi hvalpehold i marts og april, og alle hvalpe er i skrivende stund nu blevet ung hunde og træner videre på vores Grundlydighedshold.
Den 23. april startede holdtræningen igen. Med en stadig stor efterspørgsel, på spanieltræning blev alle hold fyldt op af glade og motiverede kursister.
Forårssæsonen rundede vi af med en Prøvedag den 25. maj. Her afholdt vi land/vand-apporteringsprøve og begge dressurprøver. Vi skal være stolte af, at vores kursister ikke kun træner hos os, men også ønsker at stille op til prøverne. Det er langt fra alle regioner, der har den mulighed. Det viser, at træningen virker – og at både hunde og førere får mod på at prøve kræfter med det, de har lært. Det kan I trænere virkelig være stolte af.
Interessen for Nose Work fortsatte, og derfor kom Sarah Sjølin igen i april og afholdt to kurser. Deltagerne fik både startkit og masser af øvelser med hjem, og vi er glade for, at Sarah allerede har sagt ja til at komme igen.
Efter sommerferien startede vi op i august, og endnu engang blev vi mødt af en imponerende tilslutning. Det er fantastisk at se, hvor mange der ønsker at være en del af regionens træningstilbud.
Efterårsprøven den 5. oktober havde en deltagerliste der var fordelt på alle prøvetyper. Der blev igen vist masser af flot hundearbejde, der var glæde, og som altid var stemningen hyggelig og fuld af opbakning. Alle hepper på alle – og det er noget af det, der gør vores region helt særlig. Vi havde besøg af Leather by Beth med en pop-up shop, og havde lavet vores egen lille genbrugsbutik, begge blev flittigt besøgt.
Som noget nyt, har vi i år afholdt et Fører-kursus – et kursus for den tobenede ende af linen. Vi afholdt to kurser, et for begyndere og et for øvede. Vi byggede øvelser med Duplo, gennemgik træningsplanlægning, analyserede udfordringer og delte erfaringer. Og vi fik nogle gode buzzwords med os, som for eksempel: “Husk at sætte ind på kontoen” og “Det er ikke en fiasko – du er ansvarlig.” Det blev taget rigtig godt imod og der er efterspørgsel på flere datoer. Det betyder at, regionen nu har endnu et kursus at udbyde.
Da efterspørgslen på mere træning var stor, fortsatte Grundlydighed, Jagtbegynder og Jagt Øvede med weekendtræning hen over efteråret og vinteren frem mod Vintertræningen.
Alt, hvad vi laver i regionen – træning, prøver, arrangementer – bygger udelukkende på frivilligt arbejde. Og det er netop det, der gør vores region så stærk. Vi skal ikke underkende betydningen og virkningen af, den positive stemning, det venlige miljø og sammenholdet på træningspladsen, det er netop det der har givet os vores rigtig flotte image.
En kæmpe stor tak til alle jer trænere og til bestyrelsen, uden jer ingen aktiviteter, sammen bærer vi regionen.
Også en stor tak til de medlemmer, der giver en hjælpende hånd til vores arrangementer. Vi sætter stor pris på jeres hjælp.
På bestyrelsens vegne
Dorthe Schultz-Larsen
- januar 2025
Formandens beretning blev enstemmigt godkendt
- Kasseren fremlægger regnskabet
Formanden fremlagde posterne i regnskabet på vegne af kasseren.
Regnskabet blev enstemmigt godkendt.
- Behandling af indkomne forslag
Bestyrelsen havde ikke modtaget nogen forslag
- Valg regions bestyrelsesmedlemmer, på valg er:
Julia Schumann – villig til genvalg
Nina Lambert Nielsen – villig til genvalg
Begge blev valgt
- Valg af suppleanter:
Lotte Petersen – ønsker ikke genvalg
Amilla Bang – villig til genvalg
Michael Seemann stiller op som suppleant
Amilla og Michael Seemann blev valgt
- Valg af revisor:
Michael Hammerich – villig til genvalg
Michael blev genvalgt
- Eventuelt
Slangerup jagtforening siger tak for det gode samarbejde.
SPK Nordsjælland vil gerne være med i aftalen om projektører på skydebanen – vil blive diskuteret i forbindelse med samarbejdsaftalen om vejen.
Til inspiration fortalte JC fra Jagtforeningen om deres erfaringer med at lave en håndbog hvor alle nuværende praksisser er beskrevet.
Generalforsamlingen blev afsluttet 19:31
Bestyrelsens sammensætning:
Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig som følger:
Formand: Dorthe Schultz-Larsen
Næstformand: Nina Lambert Nielsen
Kasserer: Amanda Schultz-Nielsen
Bestyrelsesmedlemmer: Michael Schousboe og Julia Schumann
Suppleanter: Amilla Bang og Michael Seemann